Mand risikerer 40 dages fængsel for vold mod gravid kæreste

En mand fra Vejleområdet er anklaget for 11 lovovertrædelser. Han erkender en række af forholdene, men nægter sig skyldig i det alvorligste: Anklagen om vold.

Af Tobias Bundolo

Tiltaltes kæreste blev gravid, men ønskede ikke barnet. Tiltalte ønskede det. Det var en turbulent periode, og uenigheden gav spændinger i forholdet, der d. 18. september 2019 udløstes i en politianmeldelse. I politirapporten står der, at kæresten havde en bule i baghovedet og hævede håndled. Tiltalte nægter sig skyldig i vold.

Retsmødet begynder kl. 9.00 d. 15. maj. Mødet er blevet rykket til Horsens Byrets største sal af coronahensyn. Tiltalte er en mand i midten af 20’erne fra Vejleområdet. Han sidder ved vidneskranken. Kroppen er tung, skuldrene bøjet forover. Han mumler et svar på anklagerens spørgsmål i mikrofonen. ”Tal højere,” siger den kvindelige hoveddommer.

Udover voldsepisoden er tiltalte anklaget for slagsmål, adskillige brud på færdselsloven, hærværk og besiddelse af cannabis. Han erkender slagsmålet, bruddene på færdselsloven og narkobesiddelsen.

De hævede håndled

”Vi har skubbet til hinanden,” erkender tiltalte. Ifølge ham skulle kæresten have stået op mod sengen og skubbet til ham. Derfra skulle kæresten have snublet baglæns over sengen og slået hovedet mod en væg. Tiltalte har ingen forklaring på de hævede håndled.

I politirapporten står der, at kæresten ringede til sin far og fortalte om volden. Kærestens lillebror hentede hende i en bil. Ifølge anklageskriftet blev bilens bagende smadret med et koben. Tiltalte selv siger, at han sparkede til baghjulet.

Anklagerens spørgsmål sværmer om det, der ikke forklares: Hvorfor væltede kæresten så voldsomt – og hvad med de hævede håndled? Under vidneskranken bevæger tiltaltes ben sig i nervøse ryk. Han bliver bedt om at sætte sig tilbage på anklagebænken.

Ingen pligt til at vidne

Kæresten kommer ind, sætter sig ved vidneskranken. Hun forklarer, at de stadig er samlevere. Samlevere har ingen pligt til at vidne mod hinanden, forklarer dommeren. Kæresten vælger ikke at vidne.

Anklageren argumenterer for, at politirapporten inddrages – kærestens vidnesbyrd til politiet. Forsvareren siger nej. Det vil afskære forsvareren mulighed for kontraforhør, lyder argumentet. Dommerne beslutter sig at drøfte spørgsmålet internt og forlader retssalen. I 15 minutter sidder resten af retssalen i stilhed. Tiltalte bryder indimellem sammen, lader hovedet falde ned i hænderne. Dommerne giver forsvareren ret.

Vidnerne kan intet huske

Kærestens far bliver kaldt ind som vidne. Anklageren spørger, om han kan huske, hvad der skete d. 18. september 2019. ”Jeg kan knap nok huske, hvad jeg lavede i forgårs,” siger faren. Anklageren læser op fra farens egne forklaringer til politiet fra den pågældende dag. Faren kan intet huske.

Kærestens 19-årige lillebror bliver kaldt ind efterfølgende. ”Jeg kan ikke huske, hvad der skete for 14 dage siden,” siger lillebroren, da han bliver spurgt, om han husker at have givet forklaring til politiet d. 18. september 2019. Lillebroren siger, at politiet har misforstået ham. Efter nogle minutter giver anklageren op uden svar. ”Vi får ikke noget ud af det her,” siger hun, og lillebroren forlader retssalen.

Vidnerne tager afstand fra deres tidligere vidneforklaringer. Det betyder, at de to politibetjente, der afhørte vidnerne, selv skal indkaldes som vidner. Anklageren ønsker ét yderligere vidne indkaldt.

Sagen udsættes til den 25. august, hvor den ventes afgjort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *