Menneskets skæbne afhænger af bien. Honningbiens arbejde er 1 mia. kroner værd for landbruget årligt, og forskning viser, at hvis alle bier forsvandt i dag, ville mennesket uddø om 7 år. Nu er 107 danske bi-arter rødlistede. Kan man redde verden med et hjørne af haven?

Af Tobias Bundolo

En høj summen stiger fra bistadet, da låget løftes. Sollyset falder ind i bifamiliens hjem, og arbejderbierne skyder rundt som projektiler for at finde ud af, hvad der foregår. Jakob Germundsson peger røgpusteren ned i boet. Stanken af røg spreder sig, og bierne frygter en skovbrand, så instinkter tvinger dem til at dykke ned i stadet og fylde maverne med honning. Men pludselig slapper de af: Røglugten forsvinder, og bierne – nu mætte – bliver søvnige og rolige.

48-årige Jakob Germundsson er fultidsbiavler. Han kører forrest i sin hvide Volkswagen-varevogn ad grusvejen med en hale af støv. Søhøjlandet syd for Skanderborg er et bakkelandskab med bølgende markarealer og klynger af skov. Der er gule pletter af mælkebøtter i et smalt engstykke på begge sider af grusvejen. Nogle af træerne langs skovbrynet bærer også blomst: Et fyrværkeri af forår. Bilens display viser 15.20, da varevognen standser.

Jakob Germundsson har været biavler siden 1995. Først får han to bistader sammen med sin far. Bierne er bare en hobby. Med årene vokser interessen sammen med antallet af bier, så i løbet af 00’erne har han 50-60 stader. I 2015 bliver han fuldtidsbiavler, og han holder nu 200-250 bistader.

”Det er et fascinerende dyr,” siger Jakob Germundsson, ”og de første mange år brugte jeg det også lidt som afstresning. Efter en travl arbejdsdag kunne jeg gå ud, og hvis jeg var for stresset, så var der afregning ved kasse 1. Så blev man altså stukket.”  

Honning til regnvejrsdage

Der er helt stille på engen, hvor vi parkerer. Solen er varm mod huden i den kølige forårsluft. Jakob Germundsson viser vej ad en skovsti. I en lille lund ligger otte bistader – tårne af stablede kasser i forskellige højder. En bigård, kaldes det. Bierne er overalt i luften, de undgår lige akkurat sammenstød, og vibrationerne fra hver enkelt bis sitrende vinger bliver til en summen.

På varme dage flyver arbejderbierne ud af bistadet og samler nektar og pollen fra blomsterne i nærheden. Bien spytter nektaren ud i de sekskantede voksceller, hvor den bliver til honning. Det er biens forråd, og på kolde dage æder den selv af honningen.

”En bifamilie af en vis størrelse kan spise et helt kilo honning på en kold dag, så jeg følger med i vejrudsigten flere gange om dagen, hver evig eneste dag,” siger Jakob Germundsson, lænet mod et af bistadernes låg. Men det er ikke kun honningproduktionen, det går ud over, hvis vejret er dårligt: Hvis bien ikke flyver, spreder den ikke pollen for blomsterne.

Fritflyvende sædbank for 1 milliard kroner

Fortællingen om blomsten og bien som en analogi på seksualitet bliver næsten bizar, set gennem biens fem øjne. Blomster af forskellige køn udveksler pollen, så de bliver frugtbare og sætter frø – og måske vokser der frugt. Okay, så langt rækker folkeskoleanalogien da. Men pollen spredes primært via store flyveinsekter som bier – de dykker ned i blomsten og stikker snablen i den søde nektar.

Blomstens pollen klistrer sig fast til de såkaldte pollenkurve på bagbenene, så det ligner, bien har bukser på. Det er blomstens sæd, bien lægger krop til. Bien flyver videre, for duften af nektar er uimodståelig, og den lander på næste blomst, hvor lidt af pollenbukserne drysser af: bestøvet. Den heldige blomst strutter af frugtbarhed. I løbet af en solskinsdag vil bien have bestøvet hundredvis af blomster. Som en fritflyvende sædbank.

Men hvorfor er det så vigtigt, at blomsterne bliver bestøvet? Miljø- og Fødevareministeriet anslår, at honningbiens bestøvning har en værdi på 1 mia. kroner om året. Bestøvningen af især frugttræer, raps og bærbuske er helt afgørende for landbruget. Danmarks Biavlerforening skriver på deres hjemmeside, at ”værdien af biernes bestøvning af landbrugsafgrøder er 30-50 gange større end værdien af honning.” Det er altså langtfra kun biavlerne, der har interesse i, at bien har det godt.

Og det økonomiske aspekt er vigtigt. Men penge er ikke det eneste, der er på spil. Einstein skulle have sagt, at fra den sidste bi dør, vil mennesket uddø i løbet af fire år. Senere forskning forlænger vores races levetid til syv år, men konsekvenserne er klare: Vi er dybt afhængige af de summende insekter. Så hvad kan det få af konsekvenser, når 107 af de danske bi-arter er truede ifølge den seneste rødliste over truede dyr, planter og insekter fra 2019?

Godt for bien og godt for mig

48-årige Jakob Germundsson løfter en vokstavle op af bistadet, vi ser ned i. Bier kravler langsomt rundt, dovne og mætte efter at have fyldt maverne. Lugten af røg hænger svagt i luften. Når man ser ned i de trange rum mellem tavlerne, myldrer det med bikroppe. Jakob Germundsson vifter et par søvnige bier af sin hånd, upåvirket. ”Selv hvis de ville, har de svært ved at stikke med brodden, når deres maver er fulde,” siger han og smiler.

Jeg spørger, hvorfor Jakob Germundsson ikke bruger den klassiske hvide bidragt med net for ansigtet. Men hans bier er avlet til at være fredelige. Selvom han allerede er blevet stukket et par gange i dag.

”Selve stikket vænner man sig aldrig til. Men jeg er blevet hurtig til at skrabe brodden væk – ellers kommer alle de andre bier efter mig,” siger Jakob Germundsson og illustrerer, hvordan han plejer at kradse brodden ud. Bierne kan lugte giften fra et stik – fare på færde? Angrib! og man forestiller sig Jakob Germundsson på flugt fra en hel sværm.

”Hvis du gør det godt for dine bier, så gør de også godt for dig,” siger Jakob Germundsson, ”så du er med til at skabe din egen succes. Den indsats, jeg lægger i, skulle jeg jo gerne få igen. Og det synes jeg også, jeg gør.” Vi har sat os på nogle af de stadekasser, der senere vil blive stablet ovenpå bistaderne, når bierne bliver talrige nok.

”Men man bliver træt til sidst, når det nærmer sig september. Så er man ved at have set de bier, man skulle for det år,” siger Jakob Germundsson. ”Der!” siger han pludseligt og peger ned i græsset, ”Kan du se? Det er en vild bi, der flyver der.”

Hvem tager sig af de vilde bier?

Bierne i Danmark er under hårdt pres. Det skyldes især landbrugets dyrkning af ensartede afgrøder og brug af pesticider. Men honningbien selv er ikke blandt de truede arter. Biavleren sikrer bestanden gennem avl, og han tager sig af bierne og giver dem fortyndet sukkervand, hvis vejret er dårligt i længere tid. Det betyder, at biernes totale forsvinden og opfyldelsen af Einsteins profeti ikke er nært forestående. Menneskets overlevelse er altså ikke på spil – men biodiversiteten er.  

Men hvorfor er det, det er vigtigt med mangfoldighed i naturen? Hvis honningbien og de vilde bier laver det samme stykke arbejde – bestøver – så er løsningen vel bare at sætte honningbier ud rundt omkring? Skulle man tro.

”Det bidrager til vores kulturelle rigdom, at vi har mange forskellige arter af dyr og planter,” siger Jørgen Pedersen, agronom og formand for foreningen Vilde Bier i Danmark. ”Det er en form for national skat.”

”Hvis man vil have et veludviklet jordbær, der er stort, velformet, velsmagende og med længere holdbarhed, så kræver det, at det bliver bestøvet af en håndfuld forskellige bi-arter,” siger Jørgen Pedersen. Man bør altså kunne lide vilde bier, hvis man kan lide gode jordbær – og mange andre planter.  

Blomstrende initiativer

Men de vilde bier kæmper for at overleve. Der findes mellem 244 almindeligt forekommende bi-arter i Danmark, og når 107 af dem er på den seneste rødliste skyldes det især mangel på plads til vilde blomster i den danske natur.

”Man kan prøve at lave nogle små blomsterenge hjemme i haven. Få skrællet græsset af den næringsrige, muldholdige havejord og så nogle frø,” siger Jørgen Pedersen, ”og hvis man har mange mælkebøtter i sin græsplæne, så skal man ikke slå dem. De er nemlig rigtig gode for bierne.”

Både biavler Jakob Germundsson og formand for Vilde Bier i Danmark, Jørgen Pedersen, er enige om, at der allerede findes gode initiativer. Føtex har sammen med Økologisk Landsforening doneret blomsterfrø til økologiske landmænd. Nok frø til at plante omkring 250.000 kvadratmeter blomster. De kæmper de vilde biers kamp.

”Hvis vi mister bierne, mister vi mange af de dagligvarer, vi kender,” skriver Anne Line Mejlgård, brandkoordinator i Føtex Marketing, i en e-mail: ”Det gælder ikke kun honning, men også sunde fødevarer som frugt, bær, visse grøntsager, nødder og frø.”

”Uden bierne kan de mange fødevarer ikke gro, og det kan i sidste ende true vores fødevaresikkerhed,” skriver Anne Line Mejlgård.

Naturen blomstrer for sjældent

Jakob Germundsson inspicerer rutineret bistaderne. Han vejer vokstavlerne i hånden. Nogle ser ud til at være tunge af honning, og det er normalt for foråret, hvor alting blomstrer: ”I foråret er der jo overflod af mad,” siger Jakob Germundsson. Men fra juli til oktober er der næsten intet, der blomstrer. ”Så er der en klat her og der, der blomstrer lidt. Det holder dem i live, men de trives ikke.”

Når landmændene dyrker ens afgrøder, blomstrer de samtidigt. Derfor kan bierne stå uden mad i en stor del af året. Især de vilde bier er særligt sårbare. Jakob Germundsson håber derfor, at landmændene vil variere deres afgrøder.

Jakob Germundsson er færdig med se til bierne. Alt ser ud, som det skal. Vi går mod bilerne igen, men inden vi forlader lysningen, vender han sig mod bistaderne. Der er en skrøbelighed i hans blik.

”Det er på sin plads, at vi bruger de muligheder, vi har. Men vi skal ikke misbruge de muligheder,” siger Jakob Germundsson.

Han er enig i, at det er fornuftigt at dyrke vilde blomster. Selv har Jakob Germundssons netop plantet vilde blomster i et hjørne af haven. Og han er også glad for Føtex’ blomsterdonation til de økologiske landmænd.

”Jeg er ikke så utopisk anlagt, at jeg tror, der bare vil komme en kæmpe blomstermark, der dækker alt. Men kunne der være nogle forskellige områder med forskellige blomstrende planter, der blomstrer på forskellige tidspunkter af året, ville det være godt,” siger Jakob Germundsson, inden vi siger farvel og kører hjem hver for sig.

Mælkebøtterne langs vejen stråler gult som sole, mens jeg kører tilbage ad grusvejen. Blomstersolene på deres stilke plettes af bi-formede solformørkelser. Bierne styrter afsted fra sol til sol, indtil det går op for dem: Maven er fuld, og de vender hjem til bistadet. Tilbage står mælkebøtterne, vajende i brisen. Jeg forestiller mig, de gule blomsterhoveder nikker taknemmeligt i retning af bigården.