I 2001 blev Fabian Petersen skudt med et oversavet jagtgevær. Bag geværet stod hans tidligere bedste ven. I dag holder han foredrag om, hvordan man får øje på det positive i hverdagen.

Af Tobias Bundolo

En læge fortæller mig, at jeg ikke kan regne med at komme til at tale normalt igen, fordi stemmebåndet er skadet. Måske kommer jeg heller ikke til at spise normalt. Fremtiden består af en lang række operationer. Okay, jeg er en grøntsag, tænker jeg. Jeg svarer lægen med en sær lyd fra min ødelagte hals. Der rammer jeg rock-bottom.

Mit navn er Fabian Petersen. Det er den 16. november 2001. Jeg vågner efter fem dage i koma på Rigshospitalets intensivafdeling. Jeg kan kun bevæge min venstre hånd og underarm. Tre læger brugte 8 timer på at rekonstruere mit ansigt. Hele mit underansigt var smadret, hvor skuddet ramte. Kæben var brækket seks steder, og de fleste af mine tænder er væk. De resterende er ødelagte. Lægerne gav mig kæbeimplantater af titanium. Haglene sidder stadig i kødet, spredt over overkroppen og i hovedet.

Det første møde

I 1992 beslutter jeg mig for at gøre karriere i Søværnet, hvor jeg møder Michael. Han er sådan en ranglet, klodset, lidt kikset type. Men han er verdens bedste ven. Han er en super wingman, når vi er i byen, og vi opbygger et blodbrødrebånd: Vi er sammen om alt.

Vi bliver uddannet som marinesoldater. Michael tager til krigen i Jugoslavien i januar 1993, men jeg tager ikke afsted. Senere stopper jeg i militæret.

Tre år senere får jeg fat på Michael igen. Han sidder på et kollegieværelse i Odense og har det ikke særlig godt. Så jeg henter ham til Randers, hvor jeg bor. Michael fortæller, at han vil skrive en bog om den åndelige verden, og han vil have min hjælp. Vi bor i Randers sammen og genoptager vores venskab fra Søværnet med byture, piger og druk.

Men noget går galt. Michael bliver manisk, han skriver og skriver, og på et tidspunkt bliver han overbevist om, at han skal skrive en ny bibel.

Vær Jesus – helbred mig!

I løbet af 1997 bliver Michaels mani værre. Det når til et punkt, hvor det bliver for meget for mig, så jeg beder ham flytte ud. Michael ringer desperat til mig indimellem. En dag siger han grædende i telefonen, at ånderne har fortalt ham, at jeg er Jesus. Og at jeg skal helbrede ham.

Et halvt års tid efter Michael er flyttet, besøger jeg ham i hans kælderværelse. Men det tager en drastisk drejning. Da jeg er kommet ind i værelset, blokerer Michael døren med en slagterkniv i hånden, beder mig helbrede sig. Jeg tager chancen og lægger to fingre på hans pande og siger: ”Nu er du rask.” Det hjælper selvfølgelig ikke, men jeg undslipper situationen med nød og næppe.

Der går 2,5 år, hvor jeg ikke hører noget fra Michael. Jeg flytter til Valby med min kone. Den 12. august 2001 modtager jeg et opkald om, at en gammel ven har taget springet fra Vejlefjordbroen. Dagen efter begravelsen ringer Michael og råber i telefonen, om jeg har hørt om vores fælles ven. Jeg svarer ja. Han er rasende over, at jeg ikke har fortalt ham om det. Michael råber ind i telefonen: ”Jeg slår dig ihjel. Jeg slår dig kraftedeme ihjel, dit møgsvin”.

Glimt af et gevær

De følgende tre måneder er der stille. Jeg bor med min daværende kone. Vi er elendige kærester, fanget i en negativ spiral. Min tankegang er så negativ, at jeg har en erhverscoach koblet til min arbejdsplads.

Den 11. november 2001. Det har ikke været en god dag. Jeg går tur med vores hund Ronja ned ad Valby Langgade. Der er råkoldt og tåget. Men noget er ikke, som det plejer. Jeg hører skridt bag mig, men når jeg vender mig om, er der er ikke nogen. Jeg går tilbage til huset. Klokken er omkring 23.30, da jeg går i seng.

Klokken er 00.55. Hårde slag på vinduet i soveværelset. Hvad fanden er det, tænker jeg. Jeg kæfter op og skælder ud. Det er sikkert naboen, der er kommet fuld hjem igen. Kan jeg ikke bare, denne ene aften, få noget fred? Tempoet trækkes ud af tiden, mens jeg bevæger mig mod persiennerne. I et glimt ser jeg enden af et oversavet gevær. Der lyder et kæmpestort brag.

En kraftig hyletone i mit venstre øre. Jeg tager mig til ansigtet i mørket. Der er noget galt. Jeg får fat i min kæbe, noget knogle og et eller andet, der hænger og flapper. Jeg mærker ingen smerte, men mine ben begynder at ryste, og jeg får lyst til at tømme ryggen og blæren på samme tid. Lyset bliver tændt, og jeg ser min kone sidde i sengen. Hendes mund er åben, hun skriger, men jeg kan intet høre. Kun hyletonen. Det sidste, jeg kan huske, er, at ambulancen kører med sirene og blink mod Rigshospitalet.

En grund til, alting sker

Michael affyrer et oversavet jagtgevær gennem ruden på 50 centimeters afstand. 246 stålhagl rammer mig, og ifølge politiet er der kun 6 i verden, udover mig, der har overlevet et sådant skud. Efter jeg vågner af komaen og får at vide af lægen, at fremtidsudsigterne er dystre, rammer jeg bunden.

Men fra bunden bevæger jeg mig tilbage til livet og væk fra den negative tankegang, der har præget månederne op til ulykken. Jeg kommer igennem operationerne og genoptræningen. Jeg får en masse hjælp gennem min sygeforsikring til psykologer, tandlæger og plastikkirurger, så mit ansigt ser helt normalt ud nu. I dag lever jeg efter et mantra om, at alt nok skal gå, at i dag bliver en god dag – og at der en grund til, alting sker. 

I dag bor Michael på en institution for langtidspsykisk syge, erklæret ekstrem skizofren psykopat, og han skal være der resten af sit liv. Han har det bedre i dag, og det er jeg glad for. Men når det er sagt, så er der også en side af mig, der ønsker ham ned i det grimmeste, klammeste hul, hvor han kan sidde og rådne op resten af sit liv. For han har forsøgt at fratage mig retten til mine børn og til mit liv.

Jeg lider stadig af PTSD som følge af skuddet i 2001. Det rammer særligt, når det lyner, hvor jeg bliver revet ind i sådan en 30-sekunders, gammel sort-hvid-film, hvor jeg oplever hele skudepisoden en gang til. Men jeg har det godt, og fordi jeg har lært at være positiv, har jeg det på en måde bedre end før.

I dag er Fabian Petersen 45 år gammel, og han har tre børn. To piger på 19 og 16, og en dreng på 10 år. Han udlever sin drøm som film- og musikproducer i egen virksomhed. Samtidig holder han foredrag om, hvordan han vendte tilbage til livet – og inspirerer til, hvordan man får øje på det positive i hverdagen. Foredraget hedder Da Solen Gik Ned.