Aarhus Kommune indfaser minimumsnormeringer ét år før resten af landet. Det gør, at prisen på en plads i vuggestue og børnehave vil stige hurtigere. Men en større regning til forældrene er det værd, mener byrådsmedlem Mette Bjerre (SF).

Af Tobias Bundolo

I efteråret protesterede hundredevis af bamser i hele landet. De plyssede demonstranter er blevet maskotter i forældrenes kamp om flere voksne til deres børn i daginstitutionerne. Det har været en succes, og i Aarhus kan børnene se frem til minimumsnormeringer i 2024 – ét år før resten af landet. Men det er børnefamilierne, der kommer til at betale.

Egenbetalingen vil nemlig stige, når institutionernes samlede udgifter stiger. Ifølge den liberale tænketank CEPOS vil det årligt blive 2.541 kroner dyrere at have sit barn i børnehave i Aarhus Kommune. Det skriver de i en rapport fra 2019.

”For mange familier kommer det ikke til at betyde noget,” siger Mette Bjerre, byrådsmedlem i Aarhus for SF og medlem af Børn og Unge-udvalget. Hun står bag budgetforslaget om fremrykning af minimumsnormeringer, der blev vedtaget i september.

”Men det er klart, at for lavindkomstfamilier og dem, der ligger lige på grænsen, har det en betydning,” siger Mette Bjerre. Hun kan ikke fortælle, nøjagtig hvor meget dyrere det vil blive.

I Aarhus Kommune kan forældre søge om friplads eller delvis friplads i daginstitutionerne, hvis familiens indkomst er lav. Den delvise friplads betyder, at man får rabat på egenbetalingen. Men selvom en familie har en delvis friplads, vil en større egenbetaling stadig kunne mærkes på bankkontoen.

”Der kan man jo sagtens se på, om det også skal ændres, så man skal have friplads eller økonomisk friplads tidligere,” siger Mette Bjerre.

Hos Enhedslisten er de begejstrerede for, at forslaget om fremrykning af minimumsnormeringer er vedtaget. Men de anerkender også, at en prisstigning kan gå ud over de fattigste familier.

“Vi skal kigge på, hvem der kan få fripladser. Der er flere af lavindkomstfamilierne, der skal have mulighed for at få økonomisk hjælp til at betale for dagtilbudspladser,” siger Lone Norlander fra Enhedslisten Aarhus.

I BUPL Aarhus er de på børnene, forældrene og pædagogernes vegne ”godt tilfredse” med minimumsnormeringerne. Også stigningen i egenbetalingen er de tilfredse med.

”Sådan er det jo. Det er kamp, som forældrene har gået ind,” siger Ditte Marie Plovmand på vegne af BUPL Aarhus.

Klik på videoen for høre Mette Bjerre (SF) uddybe, hvordan hun vil sikre de fattigste familier mod en stigende egenbetaling:

En mand fra Vejleområdet er anklaget for 11 lovovertrædelser. Han erkender en række af forholdene, men nægter sig skyldig i det alvorligste: Anklagen om vold.

Af Tobias Bundolo

Tiltaltes kæreste blev gravid, men ønskede ikke barnet. Tiltalte ønskede det. Det var en turbulent periode, og uenigheden gav spændinger i forholdet, der d. 18. september 2019 udløstes i en politianmeldelse. I politirapporten står der, at kæresten havde en bule i baghovedet og hævede håndled. Tiltalte nægter sig skyldig i vold.

Retsmødet begynder kl. 9.00 d. 15. maj. Mødet er blevet rykket til Horsens Byrets største sal af coronahensyn. Tiltalte er en mand i midten af 20’erne fra Vejleområdet. Han sidder ved vidneskranken. Kroppen er tung, skuldrene bøjet forover. Han mumler et svar på anklagerens spørgsmål i mikrofonen. ”Tal højere,” siger den kvindelige hoveddommer.

Udover voldsepisoden er tiltalte anklaget for slagsmål, adskillige brud på færdselsloven, hærværk og besiddelse af cannabis. Han erkender slagsmålet, bruddene på færdselsloven og narkobesiddelsen.

De hævede håndled

”Vi har skubbet til hinanden,” erkender tiltalte. Ifølge ham skulle kæresten have stået op mod sengen og skubbet til ham. Derfra skulle kæresten have snublet baglæns over sengen og slået hovedet mod en væg. Tiltalte har ingen forklaring på de hævede håndled.

I politirapporten står der, at kæresten ringede til sin far og fortalte om volden. Kærestens lillebror hentede hende i en bil. Ifølge anklageskriftet blev bilens bagende smadret med et koben. Tiltalte selv siger, at han sparkede til baghjulet.

Anklagerens spørgsmål sværmer om det, der ikke forklares: Hvorfor væltede kæresten så voldsomt – og hvad med de hævede håndled? Under vidneskranken bevæger tiltaltes ben sig i nervøse ryk. Han bliver bedt om at sætte sig tilbage på anklagebænken.

Ingen pligt til at vidne

Kæresten kommer ind, sætter sig ved vidneskranken. Hun forklarer, at de stadig er samlevere. Samlevere har ingen pligt til at vidne mod hinanden, forklarer dommeren. Kæresten vælger ikke at vidne.

Anklageren argumenterer for, at politirapporten inddrages – kærestens vidnesbyrd til politiet. Forsvareren siger nej. Det vil afskære forsvareren mulighed for kontraforhør, lyder argumentet. Dommerne beslutter sig at drøfte spørgsmålet internt og forlader retssalen. I 15 minutter sidder resten af retssalen i stilhed. Tiltalte bryder indimellem sammen, lader hovedet falde ned i hænderne. Dommerne giver forsvareren ret.

Vidnerne kan intet huske

Kærestens far bliver kaldt ind som vidne. Anklageren spørger, om han kan huske, hvad der skete d. 18. september 2019. ”Jeg kan knap nok huske, hvad jeg lavede i forgårs,” siger faren. Anklageren læser op fra farens egne forklaringer til politiet fra den pågældende dag. Faren kan intet huske.

Kærestens 19-årige lillebror bliver kaldt ind efterfølgende. ”Jeg kan ikke huske, hvad der skete for 14 dage siden,” siger lillebroren, da han bliver spurgt, om han husker at have givet forklaring til politiet d. 18. september 2019. Lillebroren siger, at politiet har misforstået ham. Efter nogle minutter giver anklageren op uden svar. ”Vi får ikke noget ud af det her,” siger hun, og lillebroren forlader retssalen.

Vidnerne tager afstand fra deres tidligere vidneforklaringer. Det betyder, at de to politibetjente, der afhørte vidnerne, selv skal indkaldes som vidner. Anklageren ønsker ét yderligere vidne indkaldt.

Sagen udsættes til den 25. august, hvor den ventes afgjort.

Menneskets skæbne afhænger af bien. Honningbiens arbejde er 1 mia. kroner værd for landbruget årligt, og forskning viser, at hvis alle bier forsvandt i dag, ville mennesket uddø om 7 år. Nu er 107 danske bi-arter rødlistede. Kan man redde verden med et hjørne af haven?

Af Tobias Bundolo

En høj summen stiger fra bistadet, da låget løftes. Sollyset falder ind i bifamiliens hjem, og arbejderbierne skyder rundt som projektiler for at finde ud af, hvad der foregår. Jakob Germundsson peger røgpusteren ned i boet. Stanken af røg spreder sig, og bierne frygter en skovbrand, så instinkter tvinger dem til at dykke ned i stadet og fylde maverne med honning. Men pludselig slapper de af: Røglugten forsvinder, og bierne – nu mætte – bliver søvnige og rolige.

48-årige Jakob Germundsson er fultidsbiavler. Han kører forrest i sin hvide Volkswagen-varevogn ad grusvejen med en hale af støv. Søhøjlandet syd for Skanderborg er et bakkelandskab med bølgende markarealer og klynger af skov. Der er gule pletter af mælkebøtter i et smalt engstykke på begge sider af grusvejen. Nogle af træerne langs skovbrynet bærer også blomst: Et fyrværkeri af forår. Bilens display viser 15.20, da varevognen standser.

Jakob Germundsson har været biavler siden 1995. Først får han to bistader sammen med sin far. Bierne er bare en hobby. Med årene vokser interessen sammen med antallet af bier, så i løbet af 00’erne har han 50-60 stader. I 2015 bliver han fuldtidsbiavler, og han holder nu 200-250 bistader.

”Det er et fascinerende dyr,” siger Jakob Germundsson, ”og de første mange år brugte jeg det også lidt som afstresning. Efter en travl arbejdsdag kunne jeg gå ud, og hvis jeg var for stresset, så var der afregning ved kasse 1. Så blev man altså stukket.”  

Honning til regnvejrsdage

Der er helt stille på engen, hvor vi parkerer. Solen er varm mod huden i den kølige forårsluft. Jakob Germundsson viser vej ad en skovsti. I en lille lund ligger otte bistader – tårne af stablede kasser i forskellige højder. En bigård, kaldes det. Bierne er overalt i luften, de undgår lige akkurat sammenstød, og vibrationerne fra hver enkelt bis sitrende vinger bliver til en summen.

På varme dage flyver arbejderbierne ud af bistadet og samler nektar og pollen fra blomsterne i nærheden. Bien spytter nektaren ud i de sekskantede voksceller, hvor den bliver til honning. Det er biens forråd, og på kolde dage æder den selv af honningen.

”En bifamilie af en vis størrelse kan spise et helt kilo honning på en kold dag, så jeg følger med i vejrudsigten flere gange om dagen, hver evig eneste dag,” siger Jakob Germundsson, lænet mod et af bistadernes låg. Men det er ikke kun honningproduktionen, det går ud over, hvis vejret er dårligt: Hvis bien ikke flyver, spreder den ikke pollen for blomsterne.

Fritflyvende sædbank for 1 milliard kroner

Fortællingen om blomsten og bien som en analogi på seksualitet bliver næsten bizar, set gennem biens fem øjne. Blomster af forskellige køn udveksler pollen, så de bliver frugtbare og sætter frø – og måske vokser der frugt. Okay, så langt rækker folkeskoleanalogien da. Men pollen spredes primært via store flyveinsekter som bier – de dykker ned i blomsten og stikker snablen i den søde nektar.

Blomstens pollen klistrer sig fast til de såkaldte pollenkurve på bagbenene, så det ligner, bien har bukser på. Det er blomstens sæd, bien lægger krop til. Bien flyver videre, for duften af nektar er uimodståelig, og den lander på næste blomst, hvor lidt af pollenbukserne drysser af: bestøvet. Den heldige blomst strutter af frugtbarhed. I løbet af en solskinsdag vil bien have bestøvet hundredvis af blomster. Som en fritflyvende sædbank.

Men hvorfor er det så vigtigt, at blomsterne bliver bestøvet? Miljø- og Fødevareministeriet anslår, at honningbiens bestøvning har en værdi på 1 mia. kroner om året. Bestøvningen af især frugttræer, raps og bærbuske er helt afgørende for landbruget. Danmarks Biavlerforening skriver på deres hjemmeside, at ”værdien af biernes bestøvning af landbrugsafgrøder er 30-50 gange større end værdien af honning.” Det er altså langtfra kun biavlerne, der har interesse i, at bien har det godt.

Og det økonomiske aspekt er vigtigt. Men penge er ikke det eneste, der er på spil. Einstein skulle have sagt, at fra den sidste bi dør, vil mennesket uddø i løbet af fire år. Senere forskning forlænger vores races levetid til syv år, men konsekvenserne er klare: Vi er dybt afhængige af de summende insekter. Så hvad kan det få af konsekvenser, når 107 af de danske bi-arter er truede ifølge den seneste rødliste over truede dyr, planter og insekter fra 2019?

Godt for bien og godt for mig

48-årige Jakob Germundsson løfter en vokstavle op af bistadet, vi ser ned i. Bier kravler langsomt rundt, dovne og mætte efter at have fyldt maverne. Lugten af røg hænger svagt i luften. Når man ser ned i de trange rum mellem tavlerne, myldrer det med bikroppe. Jakob Germundsson vifter et par søvnige bier af sin hånd, upåvirket. ”Selv hvis de ville, har de svært ved at stikke med brodden, når deres maver er fulde,” siger han og smiler.

Jeg spørger, hvorfor Jakob Germundsson ikke bruger den klassiske hvide bidragt med net for ansigtet. Men hans bier er avlet til at være fredelige. Selvom han allerede er blevet stukket et par gange i dag.

”Selve stikket vænner man sig aldrig til. Men jeg er blevet hurtig til at skrabe brodden væk – ellers kommer alle de andre bier efter mig,” siger Jakob Germundsson og illustrerer, hvordan han plejer at kradse brodden ud. Bierne kan lugte giften fra et stik – fare på færde? Angrib! og man forestiller sig Jakob Germundsson på flugt fra en hel sværm.

”Hvis du gør det godt for dine bier, så gør de også godt for dig,” siger Jakob Germundsson, ”så du er med til at skabe din egen succes. Den indsats, jeg lægger i, skulle jeg jo gerne få igen. Og det synes jeg også, jeg gør.” Vi har sat os på nogle af de stadekasser, der senere vil blive stablet ovenpå bistaderne, når bierne bliver talrige nok.

”Men man bliver træt til sidst, når det nærmer sig september. Så er man ved at have set de bier, man skulle for det år,” siger Jakob Germundsson. ”Der!” siger han pludseligt og peger ned i græsset, ”Kan du se? Det er en vild bi, der flyver der.”

Hvem tager sig af de vilde bier?

Bierne i Danmark er under hårdt pres. Det skyldes især landbrugets dyrkning af ensartede afgrøder og brug af pesticider. Men honningbien selv er ikke blandt de truede arter. Biavleren sikrer bestanden gennem avl, og han tager sig af bierne og giver dem fortyndet sukkervand, hvis vejret er dårligt i længere tid. Det betyder, at biernes totale forsvinden og opfyldelsen af Einsteins profeti ikke er nært forestående. Menneskets overlevelse er altså ikke på spil – men biodiversiteten er.  

Men hvorfor er det, det er vigtigt med mangfoldighed i naturen? Hvis honningbien og de vilde bier laver det samme stykke arbejde – bestøver – så er løsningen vel bare at sætte honningbier ud rundt omkring? Skulle man tro.

”Det bidrager til vores kulturelle rigdom, at vi har mange forskellige arter af dyr og planter,” siger Jørgen Pedersen, agronom og formand for foreningen Vilde Bier i Danmark. ”Det er en form for national skat.”

”Hvis man vil have et veludviklet jordbær, der er stort, velformet, velsmagende og med længere holdbarhed, så kræver det, at det bliver bestøvet af en håndfuld forskellige bi-arter,” siger Jørgen Pedersen. Man bør altså kunne lide vilde bier, hvis man kan lide gode jordbær – og mange andre planter.  

Blomstrende initiativer

Men de vilde bier kæmper for at overleve. Der findes mellem 244 almindeligt forekommende bi-arter i Danmark, og når 107 af dem er på den seneste rødliste skyldes det især mangel på plads til vilde blomster i den danske natur.

”Man kan prøve at lave nogle små blomsterenge hjemme i haven. Få skrællet græsset af den næringsrige, muldholdige havejord og så nogle frø,” siger Jørgen Pedersen, ”og hvis man har mange mælkebøtter i sin græsplæne, så skal man ikke slå dem. De er nemlig rigtig gode for bierne.”

Både biavler Jakob Germundsson og formand for Vilde Bier i Danmark, Jørgen Pedersen, er enige om, at der allerede findes gode initiativer. Føtex har sammen med Økologisk Landsforening doneret blomsterfrø til økologiske landmænd. Nok frø til at plante omkring 250.000 kvadratmeter blomster. De kæmper de vilde biers kamp.

”Hvis vi mister bierne, mister vi mange af de dagligvarer, vi kender,” skriver Anne Line Mejlgård, brandkoordinator i Føtex Marketing, i en e-mail: ”Det gælder ikke kun honning, men også sunde fødevarer som frugt, bær, visse grøntsager, nødder og frø.”

”Uden bierne kan de mange fødevarer ikke gro, og det kan i sidste ende true vores fødevaresikkerhed,” skriver Anne Line Mejlgård.

Naturen blomstrer for sjældent

Jakob Germundsson inspicerer rutineret bistaderne. Han vejer vokstavlerne i hånden. Nogle ser ud til at være tunge af honning, og det er normalt for foråret, hvor alting blomstrer: ”I foråret er der jo overflod af mad,” siger Jakob Germundsson. Men fra juli til oktober er der næsten intet, der blomstrer. ”Så er der en klat her og der, der blomstrer lidt. Det holder dem i live, men de trives ikke.”

Når landmændene dyrker ens afgrøder, blomstrer de samtidigt. Derfor kan bierne stå uden mad i en stor del af året. Især de vilde bier er særligt sårbare. Jakob Germundsson håber derfor, at landmændene vil variere deres afgrøder.

Jakob Germundsson er færdig med se til bierne. Alt ser ud, som det skal. Vi går mod bilerne igen, men inden vi forlader lysningen, vender han sig mod bistaderne. Der er en skrøbelighed i hans blik.

”Det er på sin plads, at vi bruger de muligheder, vi har. Men vi skal ikke misbruge de muligheder,” siger Jakob Germundsson.

Han er enig i, at det er fornuftigt at dyrke vilde blomster. Selv har Jakob Germundssons netop plantet vilde blomster i et hjørne af haven. Og han er også glad for Føtex’ blomsterdonation til de økologiske landmænd.

”Jeg er ikke så utopisk anlagt, at jeg tror, der bare vil komme en kæmpe blomstermark, der dækker alt. Men kunne der være nogle forskellige områder med forskellige blomstrende planter, der blomstrer på forskellige tidspunkter af året, ville det være godt,” siger Jakob Germundsson, inden vi siger farvel og kører hjem hver for sig.

Mælkebøtterne langs vejen stråler gult som sole, mens jeg kører tilbage ad grusvejen. Blomstersolene på deres stilke plettes af bi-formede solformørkelser. Bierne styrter afsted fra sol til sol, indtil det går op for dem: Maven er fuld, og de vender hjem til bistadet. Tilbage står mælkebøtterne, vajende i brisen. Jeg forestiller mig, de gule blomsterhoveder nikker taknemmeligt i retning af bigården.

I 2001 blev Fabian Petersen skudt med et oversavet jagtgevær. Bag geværet stod hans tidligere bedste ven. I dag holder han foredrag om, hvordan man får øje på det positive i hverdagen.

Af Tobias Bundolo

En læge fortæller mig, at jeg ikke kan regne med at komme til at tale normalt igen, fordi stemmebåndet er skadet. Måske kommer jeg heller ikke til at spise normalt. Fremtiden består af en lang række operationer. Okay, jeg er en grøntsag, tænker jeg. Jeg svarer lægen med en sær lyd fra min ødelagte hals. Der rammer jeg rock-bottom.

Mit navn er Fabian Petersen. Det er den 16. november 2001. Jeg vågner efter fem dage i koma på Rigshospitalets intensivafdeling. Jeg kan kun bevæge min venstre hånd og underarm. Tre læger brugte 8 timer på at rekonstruere mit ansigt. Hele mit underansigt var smadret, hvor skuddet ramte. Kæben var brækket seks steder, og de fleste af mine tænder er væk. De resterende er ødelagte. Lægerne gav mig kæbeimplantater af titanium. Haglene sidder stadig i kødet, spredt over overkroppen og i hovedet.

Det første møde

I 1992 beslutter jeg mig for at gøre karriere i Søværnet, hvor jeg møder Michael. Han er sådan en ranglet, klodset, lidt kikset type. Men han er verdens bedste ven. Han er en super wingman, når vi er i byen, og vi opbygger et blodbrødrebånd: Vi er sammen om alt.

Vi bliver uddannet som marinesoldater. Michael tager til krigen i Jugoslavien i januar 1993, men jeg tager ikke afsted. Senere stopper jeg i militæret.

Tre år senere får jeg fat på Michael igen. Han sidder på et kollegieværelse i Odense og har det ikke særlig godt. Så jeg henter ham til Randers, hvor jeg bor. Michael fortæller, at han vil skrive en bog om den åndelige verden, og han vil have min hjælp. Vi bor i Randers sammen og genoptager vores venskab fra Søværnet med byture, piger og druk.

Men noget går galt. Michael bliver manisk, han skriver og skriver, og på et tidspunkt bliver han overbevist om, at han skal skrive en ny bibel.

Vær Jesus – helbred mig!

I løbet af 1997 bliver Michaels mani værre. Det når til et punkt, hvor det bliver for meget for mig, så jeg beder ham flytte ud. Michael ringer desperat til mig indimellem. En dag siger han grædende i telefonen, at ånderne har fortalt ham, at jeg er Jesus. Og at jeg skal helbrede ham.

Et halvt års tid efter Michael er flyttet, besøger jeg ham i hans kælderværelse. Men det tager en drastisk drejning. Da jeg er kommet ind i værelset, blokerer Michael døren med en slagterkniv i hånden, beder mig helbrede sig. Jeg tager chancen og lægger to fingre på hans pande og siger: ”Nu er du rask.” Det hjælper selvfølgelig ikke, men jeg undslipper situationen med nød og næppe.

Der går 2,5 år, hvor jeg ikke hører noget fra Michael. Jeg flytter til Valby med min kone. Den 12. august 2001 modtager jeg et opkald om, at en gammel ven har taget springet fra Vejlefjordbroen. Dagen efter begravelsen ringer Michael og råber i telefonen, om jeg har hørt om vores fælles ven. Jeg svarer ja. Han er rasende over, at jeg ikke har fortalt ham om det. Michael råber ind i telefonen: ”Jeg slår dig ihjel. Jeg slår dig kraftedeme ihjel, dit møgsvin”.

Glimt af et gevær

De følgende tre måneder er der stille. Jeg bor med min daværende kone. Vi er elendige kærester, fanget i en negativ spiral. Min tankegang er så negativ, at jeg har en erhverscoach koblet til min arbejdsplads.

Den 11. november 2001. Det har ikke været en god dag. Jeg går tur med vores hund Ronja ned ad Valby Langgade. Der er råkoldt og tåget. Men noget er ikke, som det plejer. Jeg hører skridt bag mig, men når jeg vender mig om, er der er ikke nogen. Jeg går tilbage til huset. Klokken er omkring 23.30, da jeg går i seng.

Klokken er 00.55. Hårde slag på vinduet i soveværelset. Hvad fanden er det, tænker jeg. Jeg kæfter op og skælder ud. Det er sikkert naboen, der er kommet fuld hjem igen. Kan jeg ikke bare, denne ene aften, få noget fred? Tempoet trækkes ud af tiden, mens jeg bevæger mig mod persiennerne. I et glimt ser jeg enden af et oversavet gevær. Der lyder et kæmpestort brag.

En kraftig hyletone i mit venstre øre. Jeg tager mig til ansigtet i mørket. Der er noget galt. Jeg får fat i min kæbe, noget knogle og et eller andet, der hænger og flapper. Jeg mærker ingen smerte, men mine ben begynder at ryste, og jeg får lyst til at tømme ryggen og blæren på samme tid. Lyset bliver tændt, og jeg ser min kone sidde i sengen. Hendes mund er åben, hun skriger, men jeg kan intet høre. Kun hyletonen. Det sidste, jeg kan huske, er, at ambulancen kører med sirene og blink mod Rigshospitalet.

En grund til, alting sker

Michael affyrer et oversavet jagtgevær gennem ruden på 50 centimeters afstand. 246 stålhagl rammer mig, og ifølge politiet er der kun 6 i verden, udover mig, der har overlevet et sådant skud. Efter jeg vågner af komaen og får at vide af lægen, at fremtidsudsigterne er dystre, rammer jeg bunden.

Men fra bunden bevæger jeg mig tilbage til livet og væk fra den negative tankegang, der har præget månederne op til ulykken. Jeg kommer igennem operationerne og genoptræningen. Jeg får en masse hjælp gennem min sygeforsikring til psykologer, tandlæger og plastikkirurger, så mit ansigt ser helt normalt ud nu. I dag lever jeg efter et mantra om, at alt nok skal gå, at i dag bliver en god dag – og at der en grund til, alting sker. 

I dag bor Michael på en institution for langtidspsykisk syge, erklæret ekstrem skizofren psykopat, og han skal være der resten af sit liv. Han har det bedre i dag, og det er jeg glad for. Men når det er sagt, så er der også en side af mig, der ønsker ham ned i det grimmeste, klammeste hul, hvor han kan sidde og rådne op resten af sit liv. For han har forsøgt at fratage mig retten til mine børn og til mit liv.

Jeg lider stadig af PTSD som følge af skuddet i 2001. Det rammer særligt, når det lyner, hvor jeg bliver revet ind i sådan en 30-sekunders, gammel sort-hvid-film, hvor jeg oplever hele skudepisoden en gang til. Men jeg har det godt, og fordi jeg har lært at være positiv, har jeg det på en måde bedre end før.

I dag er Fabian Petersen 45 år gammel, og han har tre børn. To piger på 19 og 16, og en dreng på 10 år. Han udlever sin drøm som film- og musikproducer i egen virksomhed. Samtidig holder han foredrag om, hvordan han vendte tilbage til livet – og inspirerer til, hvordan man får øje på det positive i hverdagen. Foredraget hedder Da Solen Gik Ned.

Hvad sker der, når udfordrede elever rykker fra klasseværelset til stalden i skoletiden? I 2019 indgik Beder Skole et samarbejde med den pædagogisk ledede legeplads Svendgården. Et samarbejde mellem menneske og hest.

Af Tobias Bundolo

De mørkebrune øjne møder blikket, de ser ind i én. Hvis det ikke var for den røde pels, den gnubbende mule og de prustende lyde, havde det været et menneskeøje. ”Det er Tulle,” lyder det selvsikkert fra et af børnene, der klapper hestene. Ponyen strækker halsen og åbner mulen i noget, der minder om et smil.

Rie Dejbjerg er 47 år. Hun står for hesteområdet hos fritidstilbuddet Svendgården. I 2019 indleder hun et samarbejde med Beder Skole, hvor hun modtager elever med forskellige udfordringer to gange om ugen – i skoletiden. På Svendgården bliver eleverne fordelt på hold, der har fokus på specifikke indsatsområder – såkaldte squads. Hvert hold mødes i otte uger. Her betaler skolen undervisningstiden, mens Svendgården byder ind med heste og koncept.

Det er tirsdag eftermiddag på Svendgården i Beder. På planchen i staldens hyggerum er morgendagens program skrevet op: Fokus på energi, hente heste og flere energiøvelser. Så er det frokosttid.

Fra klassen til stalden til klassen

”Alle de her børn havde nogle ret store udfordringer,” siger Rie Dejbjerg over telefonen. Hun er desværre blevet ramt af influenza, men indvilligede stadig i interviewet.

Rie Dejbjerg færdiggør i 2019 et bachelorprojekt om fritidspædagogikkens indtog i skoleundervisningen. Før har hun arbejdet med ledelsescoaching, men det går op for hende, at hun hellere vil arbejde med børn med særlige behov.

”Vi tager dem ud af skolen, og så laver vi noget social adfærdstræning,” siger hun. Adfærdstræningen kan bestå af at observere hestene, mens de er i flokken. Mens de oplever, hvordan hestene agerer indbyrdes, hjælpes eleverne til at reflektere over det, italesætte det og projektere det over i deres eget sociale liv.

”Fordi hesten hele tiden prøver at overkomme et menneske, så kan du faktisk træne dine lederskabsevner,” siger Rie Dejbjerg med en influenzarusten stemme, ”den fortæller, hvornår du tager lederskab.” Hierarkiet i en hesteflok er meget lig det hierarki, man finder i en skolegård: Ingen er nogensinde lige.

Det gør, at børn med lav bevidsthed om deres kropssprog kan lære at udtrykke sig klarere. Målet er, at børnene tager deres erfaringer fra hestefolden med sig tilbage i klasseværelset. Nu, bedre rustet til hverdagens prøvelser.

At stige og falde

”Der var en ADHD-dreng, der havde problemer med sine energiniveauer ovre i klassen,” siger Rie Dejbjerg. Det er en af de typiske udfordringer, hun møder. Han lærte at kontrollere energiniveauer ved, at han øvede sig i at få en hest helt op i energi, og så få den til falde helt ned igen. Så langt ned, den falder i søvn. Fordi hesten spejler mennesket, er drengen nødt til selv at falde til ro for at få hesten til det. ”Det kunne han så overføre til klassen,” siger Rie Dejbjerg begejstret.

Lærerne og pædagogerne ser, at eleverne får en masse ud af hestearbejdet. Det har ført til løsningen af sociale konflikter i klassen. Eleverne siger selv, at det har været rart at komme ud at lave noget andet end skolearbejde.

Det betaler sig

”Det er ikke særlig almindeligt, at fritidspædagogikken byder ind på den måde i skolen,” siger Rie Dejbjerg. Men i skolen har de været glade for projektet, siger hun. Så glade, de har bedt hende fortsætte det.

Udfordringen i at fortsætte projektet er primært økonomisk. Men Rie Dejbjerg er ikke i tvivl om, at det er en god ide at blive ved. Både økonomisk og for børnenes skyld.

”Vi lavede en cost-benefit-analyse på det,” siger hun. Alle de redskaber, børnene får med hestepædagogikken, medvirker til, at børnenes mulighed for at klare sig godt i fremtiden øges. ”Bare et ud af fire børn lykkes bedre efter det her, så er det stadigvæk en økonomisk fordel for staten at investere i projektet,” siger hun med afsæt i sit bachelorprojekt.

I øjeblikket benytter tre lokale skoler sig af fritidstilbuddet i skoletiden. I dag skulle en bus med børn fra Malling komme rullende, men da Rie Dejbjerg – der er syg – er ansvarlig for hesteområdet, måtte de blive hjemme.

Hestene står stadig på muddermarken. Tulle løfter hovedet, opmærksom på børnenes bevægelser. Når du ser på en hest, ser du på dig selv, for hesten er et spejl. Her udvikles børn, nogle finder måske endda en mulig vej at gå i fremtiden. En vej, der starter for hoven af en pony.

Hver tirsdag mødes begynderholdet i Århus’ ældste line dance-klub, LinedanZe. Gulvet ryster i Lokalcenter Skelagers festsal, når de fremmødte tramper synkront. Der klappes i takt, snurres omkring og skøjtes fra side til side, alt imens instruktøren står i forgrunden og slynger om sig med danseudtryk: Det går ikke stille for sig.

Af Tobias Bundolo og Cecilie Kruse

Og videoteaser:

Video om Josephine og hendes tid i Espresso House. Hun fortæller, hvad der skete, og hvordan det er, når en virksomhed ikke tager ansvaret for sine ansatte.