Sabbatår: Hvad er det første, du tænker? Måske en backpackerrejse til et fjernt land, nye byer og nye oplevelser – og et ufaglært arbejde for at få råd til det hele. Det har karakter af eventyr, det hele. Men for Josephine efterlod sabbatåret imidlertid hende med en helt anden slags fortælling.
Af: Tobias Bundolo Nørgaard
I efteråret 2018 begynder Josephine sit arbejde i Espresso House i Århus. Hun har sabbatår, og hun er forhåbningsfuld. Det hele skal nok blive godt. Kort tid inden er hun kommet hjem fra et længere ophold i London, hvor hun arbejdede som au pair. Josephine kommer godt i gang i Espresso House, og i et års tid er hun fint tilfreds med arbejdet og kollegaerne.
“I starten synes jeg, det var vildt fedt. Jeg var mega glad for det,” siger Josephine. Hun smiler, men det er tydeligt, at en omvæltning gemmer sig i smilehullerne.
I slutningen af 2019 flyttes Josephine til en anden, nyåbnet afdeling af Espresso House, der også ligger i Århus. Hun har stilling som ’shift-leader’, og det betyder, hun er tredjehøjest i ledelses-kæden. Men efter kort tid bag kaffedisken bliver både ‘coffee-shop’-manageren og assisterende manager ramt af stress. Det bliver starten på et mareridt om kaffebønner og 10-timers-vagter.
“Så stod jeg med tre lederroller i fire-fem måneder. Alene,” siger Josephine med afmagt dirrerende i stemmen, og da hun henvendte sig til distriktmanageren, der har ansvaret for Espresso House i Århus og Vejle, var der ikke meget hjælp at hente. Svarene lød igen og igen, at “du gør det så godt”, “hjælpen er på vej!” og “men kan du ikke lige i mellemtiden gøre det her og det her og det her.”
Og Josephine er pligtopfyldende. Opgaverne hober sig op, og inden længe arbejder hun 50 timer om ugen med 10 timer lange vagter. Oven i det kommer sygemeldingerne. Snart trænger arbejdet sig ind i alle dele af Josephines liv. Indtil det punkt, hvor arbejdet faktisk bliver til hendes liv.
Kaffe med konsekvenser
“Konsekvenserne var jo, at jeg begyndte at ryste hver dag,” siger Josephine, “jeg havde ikke noget socialt liv til sidst.” Til sidst får Josephine nok af den umenneskelige mængde arbejde og en ledelse, der i hele fire måneder lader hende i stikken i afdelingen. Efter en arbejdsdag på 15,5 timer, fra 6.00 om morgenen til 21.30 om aftenen, med flere sygemeldinger, sender hun sin opsigelse.
“Jeg synes helt sikkert, der har været et svigt,” siger Josephine. Hun har hørt lignende skrækhistorier fra kollegaerne, og enkelte har kontaktet ledelsen i frustration. Uden held. Josephine har da også overvejet at rive fat i ledelsen: En kompensation vil være på sin plads.
“Jeg har ikke fået ekstra løn for de ekstra roller, jeg blev efterladt med,” siger Josephine. Og det burde hun have fået, for manager- og assistentstillingen giver begge en del højere løn end ’shift-leader’-stillingen. Men da de kollegaer, der kontaktede ledelsen med frustrationer, ikke fik særligt brugbare svar, så opmuntrer det ikke ligefrem til handling.
At trække vejret igen
Josephine stopper i Espresso House midt i januar i år, og det giver hende pusten igen. Den 3. februar begynder hun på Danmarks Journalisthøjskole, og det tager lidt tid at vænne sig til, at hun ikke længere er i mokkahelvede.
“Jeg tog en fuldstændig pause. Jeg så mine venner igen, og jeg så min familie igen, ” siger Josephine. Hun får gjort nogle af de ting, hun gerne ville bruge sine sabbatår på – og kommer sig efterhånden fra sin stress. Nu sidder hun over for mig, og et nyt kapitel som studerende er efterhånden slået an.
I en afrunding vender Josephine tilbage til Espresso House. “Det er uansvarligt” siger hun med ny styrke i stemmen. Som om, historien nu ligger på bordet som en splint, der lige er trukket ud.